Nationale kliniske retningslinier for behandling af blæretumorer i Danmark

 

Dansk BlæreCancer Gruppe

DaBlaCa

 

 

Kliniske retningslinier for urinblæretumorer

De danske nationale kliniske retningslinier for behandling af patienter med blæretumor er udarbejdet og opdateres af Dansk BlæreCancer Gruppe, DaBlaCa, der er den multidisciplinære cancergruppe for kræft i urinblæren.

DaBlaCa består af:

Fra Dansk Urologisk Selskab:

Jørgen Bjerggaard Jensen, professor, overlæge, dr.med., Aarhus Universitetshospital (formand)

Peter Thind, overlæge, dr.med., Rigshospitalet

Gitte W. Lam, overlæge, Herlev Hospital

Karin Mogensen, overlæge, Frederiksberg Hospital

Knud Fabrin, overlæge, Aalborg Universitetshospital

Per Holt, overlæge, Odense Universitetshospital

Fra Dansk Selskab for Klinisk Onkologi:

Mads Agerbæk, overlæge, Aarhus Universitetshospital

Lisa Sengeløv, overlæge, dr.med., Herlev Hospital

Fra Dansk Selskab for Patologi og Cytologi:

Søren Høyer, overlæge, Aarhus Universitetshospital

Thomas Hasselager, overlæge. Herlev Hospital

Fra Dansk Radiologisk Selskab:

Claus V. Jensen, overlæge, Rigshospitalet

Fra Dansk Selskab for Molekylær Medicin:

Lars Dyrskjøt Andersen, professor, PhD, Aarhus Universitetshospital

Fra Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin:

Helle Westergren Hendel, overlæge, Herlev Hospital

De kliniske retningslinier er senest opdateret juni 2017 og foreligger i printvenlig PDF-udgave her: download

                     

 

1: Patologi og histologisk beskrivelse

 

Der nydiagnosticeres omkring 1600 tilfælde af blæretumorer om året i Danmark, og heraf påvises 75% hos mænd1. Sygdommen optræder hos begge køn hyppigst mellem 50 og 80 år med toppunkt omkring 70 år.

På diagnosetidspunktet vil omkring 50% af alle blæretumorer være invasive, og halvdelen af de invasive tumorer er tillige muskelinvasive2, 3. Invasion i lamina propria er tegn på aggressiv tumor med stor tendens til progression. Disse tumorer bør derfor behandles med særlig opmærksomhed med henblik på tidlig radikal kirurgisk behandling.

Begrebet overfladiske blæretumorer refererer både til non-invasive tumorer og til tumorer der invaderer lamina propria. Da begrebet således i prognostisk sammenhæng inkluderer to meget forskellige tumortyper, er begrebet ikke hensigtsmæssigt2. I det følgende vil der derfor blive skelnet mellem non-invasive og invasive blæretumorer.

Patogenese

Der er flere kendte risikofaktorer for udvikling af blæretumorer.

Cigaretrygning per se er forbundet med en 3 gange øget risiko for udvikling af blæretumor. Antal pakkeår er i sig selv ligefrem proportional med øget risiko og tilsyneladende mere aggressiv sygdom4, 5.

Af andre kendte ætiologiske faktorer findes benzenderivater og aromatiske aminer, der eksponeres i stål- og aluminium industrien samt i farve-, gummi, tekstil- og kemikalieindustrien. Pga. kronisk eksponering for forskellige farvestoffer har frisører en øget risiko for udvikling af blæretumor; således har en meta-analyse påvist en relativ risiko for frisører på 1,30 i forhold til baggrundsbefolkningen (95 % CI 1,20-1,42)6. Derimod har det ikke været muligt at påvise en øget forekomst af blæretumor ved personer, der hyppigt får farvet hår sammenlignet med personer, der aldrig har været eksponeret for hårfarveprodukter7. Tidligere strålebehandling mod bækkenet samt indtag af fenacetin og cyklofosfamid er ligeledes kendte risikofaktorer for udvikling af transitiocellulær tumor i urinvejene8, 9.

Patogenesen ved planocellulære blæretumorer kan oftest tilskrives irritative tilstande i blæren så som tidligere bilharzia infektion, anvendelse af blærekateter gennem lang tid eller kronisk blæreinfektion10. Patogenesen ved adenomatøse blæretumorer kendes ikke, men urachus-rest er beskrevet som udgangspunkt for op mod en tredjedel af alle adenocarcinomer11.

Kostfaktorer er kun minimalt associeret med udvikling af tumorer i blæren. Der er således kun fundet holdepunkt for en minimalt øget risiko ved lavt indtag af frugt og grønt samt højt fedtindtag12.

INDDELING OG ÆTIOLOGI

 

Incidens: Cirka 2000 nye patienter med blæretumor årligt. Ca. 50% af disse har blærekræft. Mand:kvinde ratio ca. 3:1.

 

Blæretumorer dækker over ikke-invasive papillomer (Ta) samt invasive tumorer (T1-T4b). Kun sidstnævnte betegnes blærekræft i Danmark.

Ikke-muskelinvasive tumorer omfatter Ta-tumorer samt blærekræft uden muskelinvasion (T1-tumorer).

Invasive tumorer/blærekræft opdeles i T1-tumorer samt muskelinvasiv blærekræft (≥T2).

 

Væsentligste risikofaktorer: Cigaretrygning, eksponering for benzenderivater og aromatiske aminer samt kronisk irritative tilstande i blæren.

 

Patologi

94% af alle tumorer udgående fra blæren stammer fra overgangsepitelet (urotelet). De resterende neoplasier udgøres af planocellulære tumorer (2%), adenomatøse tumorer (2%) eller mesenkymale og andre tumorer (2%) (DBCR 2000-2007).

Der er mange varianter af urotelialt carcinom, her kan nævnes urotelialt carcinom med enten planocellulær eller glandulær uddifferentiering, den nestede variant, den mikrocystiske variant, det lymfoepiteliomlignende carcinom, det lymfomlignende carcinom, den sarkomatoide variant af det uroteliale carcinom og den mikropapillære variant.

Den klassiske uroteliale neoplasi består af en forgrenet bindevævsgrundstok med en overfladebeklædning bestående af mere eller mindre forandret urotel. Bindevævsgrundstokken er meget karrig og oftest bredbaset. Papillomerne fremtræder fligede. Hvad angår beskrivelsen af urotelets dedifferentieringsgrad se nedenfor under ”Tumorgrad”.

Den hyppigste variant derudover er det uroteliale carcinom med planocellulær uddifferentiering (ses i 21% af tumorer i blæren og i 44% af tumorer i pelvis renis). Mængden af den planocellulære del af tumor kan variere betragteligt, men det er kun tumorer, der udelukkende består af planocellulært tumorvæv (gælder også en eventuel in situ komponent), der kaldes planocellulære carcinomer. Alle andre kaldes uroteliale tumorer med planocellulær uddifferentiering, og man angiver en estimeret procentdel af det planocellulære væv.

En anden variant er det mikropapilære blærecarcinom, det er en distinkt tumortype, muligvis en variant af et adenocarcinom. Den ligner ovariets serøse carcinom, men ses hyppigst hos mænd fra femte til niende dekade. Ifølge WHO er der rapporteret ca. 60 tilfælde i litteraturen og det første tilfælde er beskrevet i 1994. Tumor ses hyppigst sammen med et "almindeligt" urotelialt carcinom evt. et adenocarcinom. Der er to vækstformer, en superficiel form bestående af en tynd bindevævsgrundstok beklædt med malignt udseende celler, den anden vækstform ses i den invasive del af tumor, hvor man ser små reder eller slanke papiller, der er beliggende i retraktionshulrum. Disse kan simulere lymfatiske kar. Der er kun sjældent psammonlegemer. Der er dog oftest karinvasion ved denne tumortype, der oftest er muskelinvasiv og har en høj risiko for metastatisk sygdom. Såfremt man har et mikropapillifert element i en blæretumor, men intet detrusorvæv, bør man foretage rebiopsi. En urotelial tumor, der er mikropapillifer, skal betragtes som primær hos såvel kvinder med normal GU som hos mænd. Tumor ses ofte som metastase ved ”ukendt primær tumor”13, 14.

Småcellede carcinomer i blæren forekommer dels som dele af et urotelialt eller andet carcinom, dels som en ren småcellet cancer. Det er en malign, neuroendokrin tumor, der stammer fra urotel, men hvor udseende og opførsel svarer til den tilsvarende lungetumor, dvs. en højmalign tumor. Tumorcellerne er små og runde. Man kan visualisere tumorcellerne ved hjælp af immunhistokemi. Alle tumorerne er invasive på diagnosetidspunktet og de opfører sig aggressivt. Behandlingen er primært kemoterapi og evt. cystektomi.

Blæretumorers status beskrives ved TNM klassifikation, tumorgradering og forekomst af ledsagende dysplasi i urotelet.

T-stadie

Tumors udbredelse klassificeres i henhold til 8. udgave af TNM klassifikationen fra Union International Contre le Cancer (UICC) fra 2016 (Tabel 1)15.

                     

Fig. 1: T-stadie inddeling Download i fuld opløsning her

 

Tx

Oplysning om primærtumor foreligger ikke

T0

Primærtumor ikke påvist

Ta

Ikke-invasiv papilomatøs tumor

Tis

Carcinoma in situ

T1*

Tumorinfiltration i suburoteliale bindevæv

 

T1a*

Overfladisk bindevævsinvasion

T1b*

Dyb bindevævsinvasion

T2

Anvendes ved infiltration i blærevæggens muskulatur uden mulighed for at udspecificere dybdevæksten

T2a

Tumorinfiltration i indre halvdel af blærevæggens muskulatur

T2b

Tumorinfiltration i ydre halvdel af blærevæggens muskulatur

T3                     

Tumorinfiltration i perivesikalt væv

 

T3a

Mikroskopisk

T3b

Makroskopisk

T4

Tumorinfiltration i naboorganer, pelvis- eller abdominalvæg

 

T4a

Infiltration i prostata, vesicula seminalis, uterus, vagina, tarm eller gennemvækst af serosa

T4b

Infiltration i pelvis- eller abdominalvæg

Nx

Oplysning om lymfeknudestatus foreligger ikke

N0

Ingen regionale lymfeknudemetastaser

N1

Metastase i én lymfeknude i bækkenet (perivesikalt, i fossa obturatoria, langs iliaca externa, iliaca interna eller præsacralt)

N2

Flere lymfeknudemetastaser i bækkenet

N3

Lymfeknudemetastaser lateralt for a. iliaca communis, men under aortabifurkaturen (ellers M1a)

Mx**

Oplysning om fjernmetastaser foreligger ikke

M0

Ingen fjernmetastaser

M1

Fjernmetastaser påvist

 

M1a

Metastaser til ikke-regionale lymfeknuder

M1b

Øvrige fjernmetastaser

 

Tabel 1: Anbefalet TNM-stadie inddeling i Danmark. Bygger på TNM klassifikationen, Union International Contre le Cancer (UICC) 201615 

* Subklassifikation mellem T1a (overfladisk bindevævsinvasion) og T1b (dyb bindevævsinvasion) er ikke inkluderet i den nuværende TNM klassifikation, men anbefales i patologiske beskrivelser, da dette kan have behandlingsmæssig konsekvens (se under behandling af T1 tumorer).

** (Mx er udgået i forbindelse med nyeste TNM klassifikationer, men bibeholdt som kodningsmulighed i DK).

 

Tumorgrad

Tumorgrad er i Danmark tidligere blevet beskrevet ved hjælp af Bergkvists inddeling, men den 1. januar 2009 erstattede WHOs 2004 klassifikation Bergkvist-graderingen, og nu anvendes kun WHO 2004-klassifikationen. Graderingen fremgår af Tabel 2. Indtil WHO 2004-klassifikationen er valideret, er det internationalt anbefalet at anvende både WHO 2004 klassifikationen og Bergkvist. WHO klassifikationen fra 1973 er aldrig anvendt i Danmark, men er i det nedenstående medtaget i tabellerne, da den har været anvendt internationalt og i internationale studier.

Visse steder anvendes terminologien ”lav malignitetsgrad” og ”høj malignitetsgrad”. Begrundelsen for at skifte graderingssystem i Danmark var at anvende internationale klassifikationer og i disse anvendes hhv. high og low grade svarende til SNOMED-kodernes hhv. høj malignitetsgrad og lav malignitetsgrad.

DaBlaCa anbefaler derfor, at man anvender de internationale betegnelser i teksterne - men koder dansk.


Bergkvist 196516

WHO 1973             

WHO 200414

Grad

Karakteristik

Grad

Karakteristik

Grad

Karakteristik

0

Urotel med normal tykkelse og med upåfaldende urotelceller

I

Veldifferentieret

Papillom

Papillære struktur beklædt med normalt udseende urotel.

I

Urotelet er let og uregelmæssigt fortykket. De cellulære forandringer adskiller sig ikke sikkert fra det normale urotel.

I

Veldifferentieret

PUNLMP (Papillary Urothelial Neoplasm of Low Malignant Potential)

Fortykket urotel uden tab af polaritet. Kernerne kan dog være let forstørrede og ligge tættere end normalt. Nucleoler mangler eller er upåfaldende.

II

Fortykkelse af urotelet med moderate cellulære ændringer, som bl.a. omfatter variation i størrelsen af celler og kerner. Tendens til tab af polaritet.

II

Moderat differentieret

Low Grade

Let ændret arkitektur og cytologiske forandringer som kan ses ved lav forstørrelse. Spredtliggende hyperkromatiske kerner og mitoser er et karakteristisk fund.

III

Betydelige cellulære forandringer med stor variation i størrelse og form af celler og kerner. Flerkernede kæmpeceller kan forekomme.

III

Lavt differentieret

High Grade

Svær grad med udtalt disorganisering af urotelet med polaritetstab, tab af superficielle celler, kernevariation, og typisk mange mitoser.

IV

Svære og anaplastiske cellulære forandringer med fuldstændigt tab af det uroteliale mønster.

III

Lavt differentieret

High Grade

do.

Tabel 2: Tumorgrad. Sammenligning af Bergkvist, WHO 1973 og WHO 2004

Ledsagende dysplasi

Fire procent af neoplasierne er fladeformede2. De fladeformede dysplasier opdeles i:

1) dysplasi, der svarer til WHO (version 2004) urothelial dysplasia (low grade/malignancy). Denne dysplasi skal ikke graderes og svarer til Bergkvists fladeformet grad II og

2) urotelialt carcinoma in situ, der svarer til urothelial carcinoma in situ/fladeformet intraepitelial urotelial high grade neoplasi (høj malignitetsgrad) og er det samme som Bergkvists fladeformet grad III.

Der skelnes mellem primær og sekundær dysplasi. Primær dysplasi er betegnelsen, såfremt der ikke er ledsagende primær exofytisk tumorer i urotelet. Ved sekundær dysplasi er der ledsagende exofytisk tumor.

Såvel tumorstadie som gradering er med til at afgøre risikoen for recidiv og progression17, 18.

Det er til dels ukendt i hvilket omfang blæretumorer er dissemineret på diagnosetidspunktet.

Der er i forbindelse med cystektomi påvist lymfeknudemetastaser hos hhv. 4%, 10%, 32%, 49% og 75% af patienterne med carcinoma in situ,T1, T2, T3 og T4 sygdom19.

Hyperplasi, dysplasi og metaplasi generelt

Det er vigtigt, at man anvender den korrekte nomenklatur, nedenstående enkle regler skal derfor pointeres:

Hyperplasi defineres som forøgelse af et fuldt udvokset organs størrelse som følge af proliferation af organets celler

Dysplasi er en epitelforandring, der er præmalign

Hyperplasi og dysplasi er således ikke synonymer

Metaplasi er omdannelse af en differentieret celletype til en anden, der ikke normalt forekommer i det pågældende væv eller på den pågældende lokalisation. Ændringen er oftest reversibel.

 

Histologisk undersøgelse

Formålet med den histologiske undersøgelse er at fastslå tumortype, invasionsdybde og tumors differentieringsgrad. Desuden skal det af prognostiske hensyn oplyses hvorvidt, der findes dysplasi i den del af slimhinden, der er uden synlig tumor.

For såvel Bergkvist som for WHO er kappa-værdierne for inter- og intraobservatørvariation relativt beskedne nemlig hhv. 0,5 og 0,4.

Materialet er enten væv udhentet ved endoskopisk biopsi/resektion, et operationspræparat efter cystektomi eller lymfeknuder eller biopsi fra andet organ.

Beskrivelse af væv udtaget ved endoskopisk biopsi/resektion:

Væv udhentet ved endoskopi danner i langt de fleste tilfælde grundlaget for planlægning og videre kontrol af patientforløbet hos patienter med blæretumor.

Det anbefales, at man indstøber alt materiale dog max. 10 blokke20.

Histologien vil oftest fastslå tumortype og differentieringsgrad. Det kan være vanskeligere at afgøre invasionsdybden. Det beskrives, om vævet inkluderer tunika muskularis (detrusor) og det vurderes, om der er invasion i lamina propria og detrusor muskulaturen. Lamina propria invasion bør opdeles i superficiel invasion (tæt under basalmembranen, stadie T1a, ca. 75% af T1 tumorerne21 eller dyb invasion (dybere beliggende og i nærheden af større kar, stadie T1b, 25% af T1 tumorerne). En evt. muskelinvasion angives som hhv. superficiel eller dyb, hvor det er muligt. Man vurderer ligeledes, om der er invasion af lymfe- og/eller blodkar.

Da det kan være vanskeligt at vurdere invasionsdybden histologisk, kan det være af værdi at foretage en ekstern revision af TUR-B præparatet på anden afdeling. Der vil dermed være 10% af patienterne, der får et højere tumorstadie22. Dette gælder især ved tumorer, der invaderer lamina propia, hvor det kan være relevant med radikal behandling23.

Peroperativ histologisk undersøgelse (frys):

Ved cystektomier kan der foretages peroperativ histologisk undersøgelse i form af frysesnitsundersøgelse af urethras resektionsrand for at afgøre, om der skal udføres uretrectomi24.

Man anbefaler ikke rutinemæssigt frysesnitsundersøgelse af ureteresektiosrandene. Frysesnitsmikroskopien fanger kun ca 2/3 af dysplasierne, og der vil være enkelte falsk positive fund25.

Histologisk undersøgelse af cystektomipræparatet:

Tumoren eller det tidligere resektionssted i blæren undersøges med flere snit, og tumors invasion og differentieringsgrad samt evt. invasion i lymfe- og blod-kar beskrives.

Snit svarende til selected site undersøges for dysplasi/CIS samt for forekomst af invasiv eller papillomatøs tumor.

Ureteres undersøges for dysplasi/CIS samt evt. invasiv tumor.

Pars prostatica urethrae undersøges tilsvarende for dysplasi/CIS og evt. invasiv tumor. Påvises invasiv tumor i stromaet, må det vurderes, om tumor udgår fra udførselsgangene i prostata eller skyldes nedvækst af primære uroteltumor enten fra urethra eller fra blæren. Prostata undersøges endvidere for forekomst af prostata karcinom.

Alle fjernede lymfeknuder undersøges for metastaser. Det totale antal lymfeknuder, heraf antal med metastaser, deres lokalisation samt forekomst af kapselgennemvækst noteres/angives.

Cytologisk undersøgelse af lymfeknuder:

Ultralydsvejledt finnålsaspiration fra retroperitoneale lymfeknuder anses for en velegnet diagnostisk metode, der anbefales ved mistanke om lymfeknudemetastaser.

 

Kodning til Patobank

Alle vævsbeskrivelser kodes efter de retningslinier, der er anbefalet af Dansk Selskab for Patologisk Anatomi og Cytologi (kodebeskrivelsen ses på http://www.patobank.dk/Snomed/Bl%C3%A6rekodning-0109-vejl-01012011.pdf) 

Blæreresektater og cystektomipræparater kodes desuden med pT stadie26.

Kodesystemet er bygget op, således at den første kode angiver vævstypen og topografien (f. eks. blære), derefter følger en morfologikode, der angiver forandringens natur, denne kan kombineres med sygdomme, ætiologier, levels, differentieringsgrader etc. Endelig gives der en procedurekode, der angiver, hvordan vævet er udhentet (biopsi/resektat og lign.). Alle cystektomier kodes i SNOMED med P306x0.

Man koder for hver ny prøve, man får på patienten (dvs. hver gang patienten er til f. eks. kontrolcystoskopi og der udhentes tumorvæv, skal det beskrives OG kodes).

Ved kodning af cytologiske prøver bruger man betegnelsen urotelial tumor.Denne graderes og der kodes for urin/skyllevæske eller børste. Koden ”Atypiske celler” anvendes, når man ikke kan afgøre, om de sete forandringer er neoplastiske eller reaktive.

Koderne lagres i Patobanken, således at man landsdækkende kan se, hvad patienten tidligere er blevet behandlet for.

Specifikke læsioner

Metaplasi: Metaplasi er erstatning af et epitel med et andet og mere robust epitel, ved f. eks. gentagen irritation eller ved infektion. Keratiniserende pladeepitelmetaplasi er formentlig den type metaplasi, der er tættest associeret med udviklingen af karcinom. Et karcinom udviklet heraf bliver planocellulært. Er der tale om en glandulær metaplasi bliver den maligne omdannelse til et adenokarcinom.

Risikoen for udvikling af karcinom i en metaplasi synes at være afhængig af metaplasiens udbredelse. Derfor skal metaplasi og dennes udbredelse altid vurderes og beskrives.

Det anbefales at udbredt metaplasi kontrolleres som en Ta (ikke invasiv tumor)27-31.

Inverterede papillomatøse uroteliale tumorer: Denne type udgør 0,3% af alle uroteliale neoplasier2. Det anbefales, at man udelukkende anvender diagnosen ved de klassiske tilfælde dvs. velafgrænset tumorer med glat – relativ – overflade uden exofytiske områder og uden infiltrativ vækst. Der må kun være ringe eller minimal cytologisk atypi. Holder man sig til dette, vil risikoen for recidiv og progression være yderst beskeden32.

Hereditær non-polypøs colon cancer (HNPCC)

Se venligst afsnit herom i Kliniske retningslinier for uroteliale tumorer i øvre urinveje.

Molekylærbiologi

Hovedformålet med molekylær diagnostik er at identificere tumor tidligere og at finde de tumorer, der vil have størst tendens til recidiv og invasion. Den ideelle markør vil kunne angive tumors recidiv- og progressionsevne samt stadie enten ved undersøgelse af urin eller ved en blodprøve. Undersøgelse af tumorvæv er aktuelt det mest sikre.

I tidligere studier har man studeret urin-markører for recidiv dels med FISH (Fluorescens In Situ Hybridisering) dels med mikrosatelit DNA analyse samt mutationsanalyse. Disse analyser er lovende, men mangler validering, ligesom de er bekostelige.

Der findes allerede flere anvendelige markører, men de veksler i effektivitet og omkostninger – for både patient og hospitalssystem. Mutationer i tumor suppressor genet TP53 er en af disse lovende markører, der længe har kunnet identificeres ved klassisk immunhistokemi. Mutationer i TP53 genet er associeret med dårlig prognose, og det har desuden vist sig, at forskellige typer mutationer kan have betydning, hvad angår recidivrisiko. Derudover har man fundet, at mutationer i fibroblast growth factor receptor 3 genet (FGFR3) især findes hos patienter med ikke-muskelinvasiv blæretumor, og det ser ud som om, den kan anvendes til at udskille denne gruppe. Desuden har det vist sig, at tumorer med mutationer i FGFR3 genet er associeret med en højere recidivfrekvens.

Kommende metoder vil muligvis være baseret på andre molekyler, som spiller en rolle i blæretumorernes cellecyclus og disses regulering og dysregulering samt i hæmning af apoptose og fremme af angiogenese. Når man er kommet længere med disse molekylære markører, vil en kombination af en eller flere af disse forhåbentlig kunne bidrage væsentligt til en bedre behandling af blærekræft. Desuden vil flere af molekylerne i de centrale molekylære pathways være oplagte drug targets og man vil dermed - på sigt - opnå en bedre behandling af blærekræft.

Ny microarray teknik har muliggjort såkaldt genome wide screening efter diagnostiske og prognostiske markører. Dette har medført, at man for nyligt har identificeret hele markørsæt – genekspressionssignaturer – til bestemmelse af sygdomsstadie samt progressionsrisiko. I retrospektive studier har signaturerne vist sig at være uafhængige af kliniske standardvariable. Der pågår aktuelt et stort arbejde med at validere de enkelte genetiske ekspressionssignaturer i et stort prospektivt multicenter studie støttet af EU. Visionen er, at man kan kombinere kliniske risikofaktorer med de molekylære signaturer i nomogrammer, og på denne måde give en bedre risikostratifikation af den enkelte patient33-36.

 

 


2: Diagnose og prognostiske faktorer

 

Prognostiske faktorer

Betydningen af forskellige prognostiske faktorer med hensyn til recidiv og progression er undersøgt i flere studier37-41. Den vigtigste prognostiske faktor ved blæretumor har vist sig at være T-stadie, fastlagt enten histologisk eller klinisk.

Af mere detaljerede prognostiske faktorer findes histologisk gradering, tumorstørrelse, simultan carcinoma in situ og multiplicitet. Low grade tumorer har traditionelt været anset til at have beskeden til ingen risiko for progression, mens grade 2 dysplasi (WHO 1973) indebærer henholdsvis 8% og 11% risiko for progression til CIS eller invasiv blærecancer inden for 2½år 42.

Uspecifikke faktorer, der påvirker prognosen i negativ retning, er fund af lav hæmoglobin og stase af øvre urinveje.

EORTC (European Organisation for Research and Treatment of Cancer) har udarbejdet risikotabeller for ikke-muskelinvasiv blærecancer. (Disse kan ses her: www.eortc.be/tools/bladdercalculator)

Det er til dato de bedste, der findes. Tabellerne er baseret på blæreskylleregimer, der ikke omfatter peri-operativ intravesikal instillation af kemoterapeutikum og baseret på behandlingsregimer anvendt inden for de sidste 20 år. Der indgår relativt få patienter med CIS materialet, der ligger til grund for score systemet43.

Der henvises i øvrigt til afsnittet om molekylærbiologi.

Symptomer

Hæmaturi i varierende grad og oftest intermitterende optræder hos 80-90% af patienter med blæretumor44. Monosymptomatisk hæmaturi er det hyppigste symptom, men hos en del patienter optræder tillige trykken eller smerter bag symfysen eller irritative vandladningsgener (urge og dysuri) samt recidiverende cystitis.

Asymptomatiske patienter er typisk patienter med tidligere blæretumor, der får påvist recidiv/ny tumor ved kontrol, men kan også være førstegangstumorer, der tilfældigt påvises i forbindelse med anden undersøgelse.

Makroskopisk hæmaturi

Risikoen for blæretumor hos patienter med makroskopisk hæmaturi er betragtelig og angives til 10-34% afhængig af alder og ledsagesymptomer45, 46.

Patienter med makroskopisk hæmaturi uden anden åbenbar årsag må mistænkes for blæretumor og skal altid tilbydes urologisk udredning.

Anden åbenlys årsag til makroskopisk hæmaturi er eksempelvis katetermanipulation og førstegangsblærebetændelse med positiv dyrkning.

Mikroskopisk hæmaturi

Ved stix undersøgelse er det afgørende, at urinen er frisk ladt og at teststrimlen aflæses korrekt eventuelt standardiseret med maskinel aflæsning47. Mikroskopisk hæmaturi er i forhold til makroskopisk hæmaturi ikke forbundet med samme risiko for blæretumor.

Symptomatisk mikroskopisk hæmaturi

Relevante symptomer fra urinvejene bør generelt give ophav til udredning. I enkelte tilfælde kan tilstedeværelsen af samtidig mikroskopisk hæmaturi bestyrke indikationen for udredning på mistanke om eventuel kræft i urinvejene. Samtidig er der en tydelig sammenhæng mellem alder og risiko for kræft i urinvejene. I et enkelt arbejde finder man således en risiko for kræft i urinvejene på mere end 5% ved patienter over 70 år med hæmaturi48. I et andet studie, der ser på aldersinddelt risiko ved hæmaturipatienter, findes kræft i urinvejene kun ved 0,44% af mænd under 50år og 0,75% af kvinder under 60 år. Først i grupperne over 60 år har mere end 3 % maligne eller premaligne fund. Langt de fleste af disse fund er blæretumorer, herefter nyretumor og ganske få uroteltumorer i øvre urinveje49. Baseret på disse betragtninger anbefales, at relevante symptomer (irritative blæresymptomer, smerter over blæren eller flankesmerter) udredes og ved patienter over 60 år med samtidig forekomst af mikroskopisk hæmaturi bør dette foregå i et kræftpakkeforløb.

 

Asymptomatisk mikroskopisk hæmaturi

Ved screeningsundersøgelser findes mikroskopisk hæmaturi hos 6–20% af en normal befolkning50, 51. I et koreansk screeningsstudie fandt man vedvarende mikroskopisk hæmaturi ved lidt over halvdelen af patienter med tilfældigt påvist mikroskopisk hæmaturi ved gentagen undersøgelse. Ætiologien kunne påvises hos 8,8% af de undersøgte med mikroskopisk hæmaturi. De hyppigste påviste årsager var benigne lidelser i form af stensygdom og benigne nyretumorer som eksempelvis angiomyolipom51. Kræft eller ikke-invasive tumorer i fraførende urinveje (urotheliale tumorer) fandtes kun hos få patienter og samlet set under 1 promille af alle patienterne med mikroskopisk hæmaturi. Således afviger andelen af positive fund ikke betydeligt fra den forventede incidens i baggrundsbefolkningen. Asymptomatisk hæmaturi har på lignende baggrund ikke givet anledning til udredning i Sverige siden 200352. I en opgørelse af alle patienter i Region Midtjylland over en 2 årig periode med henvisningsdiagnosen ”mikroskopisk hæmaturi” uden for pakkeforløb, fandt man kun 5 tilfælde af ikke-invasive tumorer i urinblæren og ingen kræfttilfælde blandt asymptomatiske patienter uden makroskopisk hæmaturi ud af mere end 2.000 udredte patienter. Således giver asymptomatisk mikroskopisk hæmaturi samlet set ikke indikation for udredning uanset alder.

I en screeningsundersøgelse af mænd over 50 år med 14 års opfølgning havde mænd med mikroskopisk hæmaturi og normale forhold ved udredning ikke større risiko for udvikling af maligne sygdomme end mænd uden hæmaturi53. Der er derfor ikke indikation for yderligere opfølgning. Patienterne bør henvende sig ved makroskopisk hæmaturi, irritative vandladningsgener eller recidiverende urinvejsinfektioner

Udredningsforløb og pakkeforløb

Patienter henvist med makroskopisk eller mikroskopisk hæmaturi, hvor der findes normale forhold ved CT-urografi og cystoskopi kan afsluttes mht kræftmistanken, men skal evt. yderligere symptomudredes. Patienterne anbefales fornyede undersøgelser, hvis der senere optræder symptomer fra urinvejene eller fornyet makroskopisk hæmaturi.

Hvornår en patient skal henvises til udredning i et pakkeforløb fremgår af Sundhedsstyrelsens ” Pakkeforløb for kræft i blære og i nyrer”:

Patienter skal henvises til udredning i pakkeforløb ved mindst et af nedenstående kriterier, der giver begrundet mistanke om kræft:

Patienter med synligt blod i urinen uden anden åbenbar årsag

Ikke synligt blod i urinen hos patienter over 60 år fundet ved udredning af symptomer i form af smerter i blæreregionen og/eller irritative vandladningsgener eller flankesmerter og/eller palpabel udfyldning

Patienter med billeddiagnostisk mistanke om tumor i nyre, nyrebækken, urinleder eller blære ved undersøgelse udført på radiologisk afdeling (Se nedenstående afsnit)

Patienter med tidligere tumor i blæren, urinleder eller nyrebækken, der som del af opfølgningsregime med skopi eller billeddiagnostik får påvist ny tumor i blæren, nyrebækken eller urinleder.

Hele kræftpakkedokumentet kan downloades fra sundhedsstyrelsen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

SYMPTOMER

 

Makroskopisk hæmaturi, ofte monosymptomatisk, optræder hos 80 til 90% af patienterne med blæretumor og kræver altid udredning hvis der ikke er en åbenbar årsag.

Mikroskopisk hæmaturi med samtidig symptomer udredes ligeledes. Hvis patienten er over 60 år i pakkeforløb. Asymptomatisk mikroskopisk hæmaturi udredes ikke.

Øvrige symptomer på blæretumor kan være írritative blæregener, smerter over symfysen eller i flanken.

 

PAKKEFORLØB:

Patienter skal henvises til udredning i pakkeforløb ved mindst et af nedenstående kriterier, der giver begrundet mistanke om kræft:

• Patienter med synligt blod i urinen uden anden åbenbar årsag

• Ikke synligt blod i urinen hos patienter over 60 år fundet ved udredning af symptomer i form af smerter i blæreregionen og/eller irritative vandladningsgener eller flankesmerter og/eller palpabel udfyldning

• Patienter med billeddiagnostisk mistanke om tumor i nyre, nyrebækken, urinleder eller blære ved undersøgelse udført på radiologisk afdeling (Se nedenstående afsnit)

• Patienter med tidligere tumor i blæren, urinleder eller nyrebækken, der som del af opfølgningsregime med skopi eller billeddiagnostik får påvist ny tumor i blæren, nyrebækken eller urinleder.

 


Diagnostik

Urologisk udredning ved hæmaturi eller ved mistanke om blæretumor omfatter følgende:

·         Anamnese med vægt på urinvejssymptomer, tobaksforbrug og erhvervseksponering

·         Objektiv undersøgelse med palpation af abdomen, rectaleksploration/GU samt vurdering af performance status

·         Urinstix og urindyrkning ved tegn på UVI

·         Biokemi: s-kreatinin

·         CT-urografi

·         Cystoskopi

Påvises blæretumor eller anden form for patologi i blæren foretages cystoskopi i anæstesi med, så vidt det er muligt, transurethral resektion af tumor, selected site biopsier og bimanuel palpation af blæren. I kombination med den histologiske vævsundersøgelse opnås et relativt sikkert billede af tumorstadie og grad. I mange tilfælde vil dette indgreb være den definitive behandling af blæretumoren.

Billeddiagnostik

Primær cancer i nyrer og urinveje har i de fleste tilfælde en todelt diagnostik, hvor det primære symptom, hæmaturi, udredes med cystoskopi og CT-urografi med henblik på at differentiere mellem tumorer i nyrer og tumorer i urinveje (og patienter uden sygdom eller med anden sygdom) og en efterfølgende, hovedsageligt billeddiagnostisk vej, hvor patienten stadieinddeles og der foretages en klinisk operabilitetsvurdering.

Cancer i nyrepelvis, ureter og blære (urinvejscancer) adskiller sig fra nyrecancer ved at det er noget sjældnere at tumorerne opdages tilfældigt.

Billeddiagnostisk påvisning af urinvejscancer (udredning af hæmaturi)

CT-urografi, hvor der foretages en undersøgelse som både dækker nyren under fuldstændig kontrastopladning og urinvejene med indhold af kontraststof er den mest sensitive undersøgelse for både nyre- og urinvejscancer54.

Hvis CT-urografi ikke kan gennemføres, er MR-urografi et alternativ og hos patienter, som hverken kan gives røntgen- eller MR-kontraststof, er MR-hydrografi suppleret med diffusionsvægtet MR af nyrer (og evt. urinveje) et alternativ med en lidt lavere sensitivitet end de kontrastbaserede metoder.

For nyrecancer er CT og MR ligeværdige med hensyn til detektion af tumorer, mens MR har en noget lavere sensitivitet for tumorer i øvre urinveje end CT55, 56.

Billeddiagnostisk stadieinddeling af urinvejscancer

Når patienten er endeligt stadieinddelt bør der foreligge billeddiagnostisk af thorax og hele abdomen.

Patienter, som primært er undersøgt med MR-skanning må anses for at være tilstrækkeligt udredt i abdomen, men det afhænger i nogen grad af den anvendte protokol.

Der er ikke meget evidens for, at supplerende CT-skanning af thorax har en betydelig effekt for patienten i forhold til røntgen af thorax57, men CT-skanning er mere sensitiv end røntgen af thorax58 og fund af formodede metastaser vil føre til en ændring af behandlingsplanen. Det rekommanderes derfor, at patienter med urinvejscancer, hvor man overvejer radikal behandling, får foretaget CT-skanning af thorax med henblik på metastaser.

I nogle tilfælde vil forandringer, som findes ved CT-skanning af thorax ikke kunne klassificeres yderligere på grund af ringe størrelse (d.v.s. at fundene hverken kan biopteres, afklares med CT/PET eller findes ved kirurgi). Disse fund bør ikke have opsættende virkning på en eventuel behandling, men bør kontrolleres ved de opfølgende undersøgelser af patienten efter kirurgi59.

Stadieinddelingen bør ikke være mere end fire uger gammel ved behandlingsstart.

PET/CT ved stadieinddeling

FDG-PET/CT har indtil i dag ikke været anvendt til diagnostik og stadieinddeling af blærecancer i klinisk praksis i Danmark. Årsagen skal formentligt findes i, at den fysiologiske udskillelse af FDG i urinen nedsætter sensitiviteten i og omkring blæren, således at primærtumor og perivesikale lymfeknuder vanskeligere lader sig visualisere.

I litteraturen findes ikke sikre holdepunkter for at FDG-PET/CT forbedrer diagnostik af primærtumor eller regionale lymfeknudemetastaser væsentligt sammenlignet med konventionel udredning60-62. Dog er sensitiviteten af FDG PET/CT til diagnosticering af lymfeknudemetastaser i flere studier vist at være højere end sensitiviteten af CT-skanning alene63-66. 

Hvad angår M-stadium har FDG PET/CT som helkropsmetode vist sig velegnet til diagnosticering af fjernmetastaser med højere sensitivitet end CT-skanning63, 66, 67. Yderligere er det i flere studier vist, at der hos en mindre gruppe patienter (5-10%) diagnosticeres anden synkron malign lidelse, som får betydning for behandlingsstrategien, hvilket også er kendt for andre kræftformer63, 65, 67-69.

Få studier har belyst af betydningen af FDG-PET/CT for change in management68{}70. Det bedste studie inkluderede 96 patienter med muskelinvasiv blærecancer og viste at FDG PET/CT ændrede sygdomsstadiet hos 21,9% af patienterne og  behandlingsstrategien hos 13,5%67; den hyppigste ændring var tilvalg af neoadjuverende kemoterapi.

At FDG-PET har klinisk betydning for en sygdom, der præoperativt er vanskelig at stadieinddele korrekt, viser to studier. Et amerikansk studie, der hos 42 patienter med normal CT-skanning påviste en signifikant sammenhæng mellem overlevelse og malignitetssuspekte fund på en præoperativ PET/CT-skanning; overall survival efter 6 og 24 måneder var 63% og 23% for patienter med abnorm PET-skanning  sammenlignet med 93% og 58% for patienter med normal FDG PET-skanning64. Tilsvarende er fundet i et hollandsk studie, hvor patienter med malignitetssuspekte fund på FDG-PET/CT skanning havde en overall survival på 14 måneder sammenlignet med 50 måneder for patienter med normal FDG-PET-skanning71. I en multivariabel analyse var ekstravesikale malignitetsssupekte fund på PET/CT skanning en uafhængig prognogstisk markør for død.

Recidiv

Der er lavet få studier af recidiv/opfølgning. Et nyligt retrospektivt studie af 51 patienter fandt en NPV på 77% og en PPV på 94%72.

ANBEFALING VEDR. PET/CT

Brug af FDG PET/CT i stedet for CT medfører formentlig en bedre sensitivitet hvad angår regional lymfeknudemetastasering, hvilket kan have betydning for behandlingsstrategien (neoadjuverende kemoterapi) og formentlig også har prognostisk værdi.

Hos 5-10% af patienterne findes enten fjernmetastaser eller anden synkron malign lidelse som ikke findes ved CT-skanning alene og bør identificeres inden cystektomi.

Udredning med FDG-PET/CT anbefales inden radikal behandling (cystektomi eller kurativ strålebehandling). 

Den diagnostiske værdi til udredning af recidiv er i få studier fundet at være høj.

Knoglescintigrafi

Der er ingen evidens for, at knoglescintigrafi påvirker patienternes behandlingsplan i et omfang der berettiger rutinemæssig anvendelse73.

Billediagnostisk opfølgning af urinvejscancer

Efter succesfuld behandling af invasive tumorer, hvor tumoren formodes komplet elimineret, kan patienten kontrolleres med CT-skanning af thorax og abdomen.

Patienter, som har en høj risiko for nye tumorer i urotel uden for det sted, hvor primærtumoren var lokaliseret, kan kontrolleres ved CT-urografi kombineret med CT-skanning af thorax74, 75.

Hvis CT-skanning ikke kan gennemføres, kan kontroller foregå ved MR-skanning af nyrer og urinveje og CT af thorax.

Ved kontroller af patienter i kemoterapi med resttumor er CT-skanning af thorax og abdomen tilstrækkelig til kontrol.

Se endvidere under afsnit vedr. kontrol efter hhv. lokalbehandling og kirurgisk behandling.

Billeddiagnostiske undersøgelser ved blæretumorer

Diagnostik ved hæmaturi

Stadieinddeling forud for radikal behandling

Opfølgning

CT-urografi

MR-urografi (dårligere)

MR-hydrografi (endnu dårligere)

PET/CT af thorax og abdomen anbefales i stedet for konventionel CT

CT-thorax og abdomen (standard)

CT-urografi + CT-thorax (ved tumorer med hyppige urotelrecidiver)

 

Cystoskopi

Bimanuel palpation

Der skal udføres bimanual palpation for at vurdere, om der foreligger infiltration af blærevæggen, om tumor er mobil, om tumor i givet fald strækker sig til bækkenvæggen, eller der er mistanke om involvering af prostata/vagina. Det er afgørende, at palpationsforholdene er gode hos patienter mistænkt for invasiv sygdom, hvorfor det kan være nødvendigt med generel anæstesi for at sikre tilstrækkelig relaksation.

Endoskopisk resektion

Det anbefales, at indføre cystoskopet under visuel kontrol for ikke ved blind indføring at lædere urethra eller fræse eventuelle urethratumorer bort.

Tumorer beskrives med antal, størrelse og lokalisation. Endvidere beskrives, om de er solide eller papillifere, bredbasede eller stilkede, samt om tumor er ulcererende eller nekrotisk. Den øvrige slimhinde i blæren og urethra beskrives. Blærens forvæg specielt den distale del repræsenterer et delvist ”blindt område”, der kan være vanskelig at overskue  ved hjælp af optikker med under 30 graders vinkling. Det kan her være nødvendigt at anvende 70 graders optik for at visualisere nederste del af forvæggen.

Ved resektion af blæretumor fjernes alt synligt væv om muligt, og til en dybde, der sikrer detrusormuskulatur i præparatet. Biopsi fra resektionsfladen giver ikke yderligere oplysninger. Komplet resektion af tumor foretages, hvis det er rimeligt og muligt. Findes større og oplagt maligne tumorer hos , hvor radikal tumorresektion ikke skønnes mulig, tages alene repræsentative resektionsbiopsier i kanten af tumor, således at invasionsdybden kan vurderes histologisk. Findes store mængder papillomatøst tumorvæv kan det være hensigtsmæssigt at foretage resektion i to eller flere seancer.

Ved resektion på sidevæggen af blæren i nærheden af ureterostier er der risiko for påvirkning af n. obtoratorius. Det anbefales ved sådanne resektioner, at patienten relakseres for at undgå ”obtoratorius-spasmer” og eventuelt at anvende bipolar resektion samt at undgå distension af blæren ved regulation af mængden af skyllevæske.

Selected site biopsier

Biopsier af blæremucosa bør tages som cold cup biopsier. Kun biopsi fra urethra posterior kan med fordel tages som resektionsbiopsi og fra blærehals til collicus. Urethra posterior cold cup biopsi tages i niveau med øvre afgrænsning af colliculus.

Ved primærtumorer er der indikation for at tage selected site biopsier (tidligere benævnt random biopsier) eller fluorescensguidede biopsier, med mindre tumor makroskopisk giver udseende af at være af lav risiko.

Flad dysplasi er ikke nødvendigvis synligt ved cystoskopi. Ved selected site biopsier tages væv fra seks forud bestemte områder. Biopsier tages med ”cold cup” biopsitang. Den diagnostiske sikkerhed for påvisning af tilstedeværende dysplasi er ukendt.

Biopsier tages fra følgende områder i blære og pars prostatica urethrae:

·         Blærens forvæg

·         Blærens bagvæg

·         Lateralt for højre ureter ostie

·         Lateralt for venstre ureter ostie

·         Trigonum

·         Colliculus eller lige proximalt herfor

 

Cytologisk undersøgelse af urin og skyllevæske

Cytologisk undersøgelse af celler fra urin og skyllevæske anvendes primært til påvisning af fladeformede neoplasier76 samt til opfølgning af high grade tumorer specielt ved negativ cystoskopi. Urin kan evt. udhentes med sprøjte på det fleksible skops vandkanal i forbindelse med kontrolcystoskopi. Ved mistanke om lokaliseret flad dysplasi kan området med sprøjten spules med urin, der derefter suges ud til cytologi.

Pålideligheden af urincytologi er velundersøgt, med en høj specificitet uanset tumor type, samt en lav sensitivitet ved low grade tumorer og en ganske høj sensitivitet (80-90%) ved high grade tumorer og ved CIS44. Det antages, at sensitiviteten ved PUNLMP er ca. 10%, ved low grade tumorer ca. 30%, ved high grade tumorer 80-90% og ved CIS ca. 80%.

I hvor stort omfang urincytologi bidrager i udredningen af patienter med hæmaturi er imidlertid på det seneste draget i tvivl77, 78, idet tumorforandringerne påvises ved røntgendiagnostik og cystoskopi. 

Materialets håndtering:

Urinen eller skyllevæske (50–100 ml) tilsættes 70% alkohol i forholdet 1:1.

Blandingen opbevares i køleskab til den cytodiagnostiske undersøgelse foretages.

Cytologisk undersøgelse af urin eller skyllevæske anbefales i forbindelse med kontrol af high grade urotelial neoplasi inklusiv CIS79.

Cytologisk undersøgelse af urin eller skyllevæske fra patienter, der tidligere er strålebehandlede i bækkenregionen, er skyllet med BCG eller Mitomycin inden for 4-6 uger eller svært inficerede patienter, er vanskelig at vurdere, og kan ikke anbefales.

Der findes flere tests til undersøgelse af urin med henblik på påvisning af blæretumor. Ingen af disse tests har større specificitet end cytologisk undersøgelse. Flere af testene har dog større sensitivitet end cytologisk undersøgelse for low grade blæretumorer, men for high grade tumorer er sensitiviteten ikke væsentlig højere. Det må konkluderes, at der aktuelt ikke findes tests, der kan anbefales som erstatning for cytologisk undersøgelse af urin og skyllevæske80.

Fluorescens cystoskopi (PDD)

Cystoskopi med PhotoDynamic Diagnosis (PDD) ved anvendelse af Hexaaminolevulinat (HAL) eller 5-ALA instilleret i blæren påviser betydeligt flere CIS forandringer og finder CIS hos 25-30% flere patienter81-83. PDD bør derfor overvejes til diagnosticering og kontrol af CIS. PDD bevirker også, at den enkelte tumor-resektion bliver mere komplet og man finder flere tumorer. Derved nedsættes risikoen for efterladt tumorvæv efter TUR-B84.Studier tyder på, at recidivfrekvensen reduceres efter anvendelse af PDD HAL84, 85. PDD synes ikke at nedsætte risiko for progression86. PDD guidede biopsier kan antageligt anvendes med fordel ved TUR-B af primærtumorer som alternativ til selected site biopsier for at opnå tidlig vurdering af, om patienten har ledsagende dysplasi. Ved tumor i blærehalsen, mistanke om CIS i blæren, patologi i urethra, eller hvis cystektomi overvejes, tages biopsi fra pars prostatica urethrae.

Narrow Band Imaging (NBI)

Ved NBI filtreres det hvide lys, så kun de blå og grønne bølgelængder anvendes.  Disse bølgelængder absorberes især i hæmoglobin, så blodkar står mørke og giver kontrast til omkringliggende strukturer, med bedre mulighed for at påvise forandringer. NBI er først beskrevet i 200887. Flere mindre studier har påvist en bedre diagnostik både på tumorer og CIS88. I et studie med to års opfølgning findes færre recidiver om end der ikke var sikker effekt89 og i et større multicenterstudie findes signifikant færre recidiver hos patienter med lavrisiko tumorer, mens der ikke var forskel på recidivraten ved mellemrisiko eller højrisiko tumorer90.  Aktuelt foregår flere multicenterstudier med NBI med fokus på NBI’s eventuelle indflydelse ved påvisning af patologi, recidiv og progression.

CYSTOSKOPI, TURB OG CYTOLOGI

Tumorer beskrives mht:

Antal, størrelse og karakteristika (papillifere, solide, ulcerende eller nekrotiske).

Øvrige slimhinde i blære og urethra beskrives.

Slimhinden i forvæggen ned mod blærehalsen kan være vanskelig at overskue, eventuelt skiftes til 30 eller 70 graders optik under TURB.

Der laves altid bimanuel palpation ved TURB til vurdering af kliniske tumorstadie og forhold i bækkenet.

Der laves komplet tumorresektion hvis teknisk muligt og rimeligt.

Ved oplagt malign tumor, hvor radikal tumorresektion ikke skønnes mulig, kan spånbiopsier til bekræftelse af histologisk diagnose være tilstrækkelig.

Fluorecensguidet cystoskopi (PDD) påviser flere CIS forandringer og giver en mere komplet tumorresektion.

 

Cytologisk undersøgelse af urin og skyllevæske

Urincytologi anbefales til kontrol ved højrisiko tumorer og CIS.

 

 

3: Behandlingsstrategi og kontrol af Ta-tumorer (ikke invasive tumorer)

 

Behandling af blæretumorer inkluderer oftest flere af følgende procedurer: Endoskopisk resektion, intravesikal kemo- eller BCG-skylning, radikal cystektomi, strålebehandling eller systemisk kemoterapi.

Behandlingsalternativerne afhænger primært af tumorstadie, men hensyntagen til patientens performance status og ønsker spiller også en rolle. Et særdeles vigtigt punkt for behandlingsresultatet og diagnostikken er komplet TUR-B, hvor al tumorvæv så vidt muligt fjernes91, 92.

Det primære mål i blæretumorbehandling er overlevelse. Da overlevelse er relateret til progression af stadie er behandlings anbefalingerne overvejende baseret på risikofaktorer for sygdomsstadie progression. Disse risikofaktorer er tumorstørrelse, recidivrate, T-stadie, primær/sekundær CIS, og tumorgrad. Tumorer kan opdeles i lav-mellem- og højrisikotumorer ved hjælp af et scoringssystem (Tabel 3)43, 93-97 (Calculator til systemet kan downloades på http://www.eortc.be/tools/bladdercalculator/ ). Det oprindelige scoringssystem anvendte WHO 1973 gradering, som DaBlaCa har konverteret til WHO 2004 gradering, som anvendes i Danmark.

Score

Tumorantal

 

1

0

>1

3

Tumordiameter

 

<3 cm

0

>3 cm

3

Recidivrate

 

primær tumor

0

recidiv

2

T-Stadie

 

Ta

0

T1

4

Ledsagende CIS

 

nej

0

ja

6

Tumorgrad

 

PUNLMP/low grade

0

High grade

5

 

Tabel 3: EORTC scoringssystem

Patienter med score på 0 har lav risiko for T-stadie progression, mens patienter med score over 6 har høj risiko for progression. Score 1-6 indikerer mellemstor risiko for progression 43. CIS er pr definition højrisiko tumor.

Risikotabellerne fra EORTC tager hverken højde for re-resektion ved high grade tumorer eller brug af instillations behandling i form af enten et kemoterapeutikum eller BCG. Den spanske CUETO gruppe har lavet et scoringssystem der beskriver recidiv og progressionsrisiko efter skyllebehandling med BCG. Det tyder på at den reelle risiko for recidiv og progression er noget mindre end EORTCs risikotabeller viser98, 99

4-8-12 måneders follow-up model til follow-up af lav risiko og mellem risiko tumorer

I et dansk 7 års studie af 840 patienter med blæretumor progredierede 2,3% (6 af 255 patienter) med Ta Bergkvist grad I/II tumorer (WHO low grade, low risk tumor) til invasiv blærecancer (stadie T1 eller højere stadie), mens 23% (14 ud af 62 patienter) med Ta Bergkvist grad III tumorer (WHO high grade, high risk tumor) progredierede til invasiv sygdom. I en metaanalyse af 7 studier omfattende 2.596 patienter med Ta eller T1 tumor var 1-års risikoen for progression til muskelinvasiv sygdom efter TUR-B af lav risiko tumorer 0,2% og for mellem risiko tumorer 1%. Risiko for progression efter 5 år var 0,8% og 6%. For højrisiko tumorer var 1-års og 5-års progressionsraten mere end hhv. 10% og 35%.

På basis af det danske studie blev der defineret et follow-up regime for lav risiko og middel risiko tumorer kaldet 4-8-12 mdr. modellen (Fig 2).

GH final 4-8-12 model.JPG

Fig. 2: 4-8-12 model til follow-up af lav-risiko og mellem-risiko tumorer. Design GG Hermann Download i fuld opløsning her

 

Det antages, at mange tumorrecidiver skyldes insufficient TUR-B med efterladelse af tumorvæv og manglende identifikation og fjernelse af små tumorer/dysplasi. Princippet i modellen er at fjerne al primært tumorvæv i blæren ved hyppige initiale cystoskopier/TUR-B’er og anvendelse af perioperativ kemoterapi muligvis suppleret med fluorescensassisteret cystoskopi (Photo Dynamisk Diagnose, PDD). Når blæren er renset for tumorvæv og dysplasi, vil fremtidige tumorer være ”de novo” tumorer, som antages at udvikle sig over længere tid, og derefter kan cystoskopiintervallerne øges væsentligt.

Modellen udføres praktisk ved, at der gives perioperativ intravesikal kemoterapi i forbindelse med TUR-B. På afdelinger med udstyr til PDD kan dette udføres i forbindelse med TUR-B. Kontrolcystoskopi udføres hver 4. måned indtil der ikke er recidiv. Derefter udføres én cystoskopi efter 8 måneder. Er der ikke recidiv ved denne cystoskopi, udføres cystoskopi fremover hver 12. måned. Ved recidiv gentages regimet.43, 44

Behandling af lav risiko tumorer (risk score 0, Tabel 3)

Karakteristik: førstegangs (primær) solitær, mindre end 3 cm stor, low grade Ta/PUNLMP tumor.

Endoskopisk resektion og evt. perioperativ intravesikal kemoterapi inden for 24 timer efter operatíonen er almindeligvis tilstrækkelig behandling